refleksioner over artiklen "Animerede fortællinger i streg og voks"
Jeg sidder og tænker, at det lige præcis er DET her jeg skal ud og bevise for mine fremtidige kollegaer. Jeg skal ud og gøre dem bevidste om, hvordan medier kan bruges til at udvikle børns kompetencer, både personligt, socialt, sprogligt, finmotorisk samt læring om kulturelle værdier og udtryksformer.
Jeg er jo nok lidt fordomsfuld og er af den overbevisning, at mange af nutidens pædagoger af frygt for at deres egne kompetencer ikke slår til, vil være afvisende overfor at bruge computere og ander former for medieskabende redskaber. Og det er jo brand ærgerligt netop fordi der ligger så mange muligheder i det, samtidig med at børn interesserer sig for det.
Det at der er nogle voksne, der her har hjulpet børnene i gang og har instueret dem i hvordan de skal håndtere bl.a. et videokamera (og herved har givet børnene et godt grundlag for at komme i gang) gør, at der opstår en spændende læringsproces. Børnene er skaberne og med de kompetencer de har tilegnet sig, opstår der et flow, da der er overensstemmelse mellem deres færdigheder samt de udfordinger de bliver stillet.
I og med at de vosken trækker sig en smule i baggrunden gør, at børnene "tvinges" til at løse opgaverne med hjælp fra hinanden - og det er de rigtig gode til.
Refleksion over "Historiske kvindeskikkelser som billede og forbillede"
Meninger med billeder er aldrig ligegyldige. der har altid været en hensigt med værket fra afsenders side, hvad enten det så er for at fortælle noget specifiks, eller at man i et øjebliks kedsomhed ubevidst har lavet en tegning.
Det er jo fantastisk hvad man kan udtrykke v.h.a forskellige æstetiske processer.
Johanne snakkeker meget om symboli i forbindelse med sin analyse af diverse billeder. Og det er også det jeg synes er meget spændende at kigge på, når jeg kigger på billeder og malerier.
Selv maler jeg abstrakte malerier og er derfor særlig opmærksom på kunstværker af den slags. For mig er det interessant at kigge på farvesammensætningen, samt skjulte motiver i billedet. Her ud fra prøver jeg bl.a. at forestille mig, hvilken sindsstemning kunsteren har været i i øjeblikket eller laver som Johanne historier inde i mit hovede. Fra mig selv ved jeg, at der er stor forskel på billeder, alt efter ens humør.
Johanne snakker om evnen til at leve sig ind i ting og bygge videre på et billedes historie med sin fantasi. Tænk på hvor mange historier et billede kan fortælle, hvis man bad en flok børn beskrive det ud fra deres egen fantasi...
En anden ting jeg kommer til at tænke på i forbindelsemed interviewet er, hvilken manipulerende effekt billeder også kan have og det er interessant at se, hvordan de kan styre!
Johanne siger om kvinderne på malerierne
"De prøvede jo virkellig at iscenesætte sig selv og de prøvede at flette alle mulige symboler ind i malerierne, som viste, hvor magtfulde og store de var". De gjorde det allerede dengang - og vi gør det endnu mere nu.
Tænk på alle modebladene som styrer mange, specielt unge kvinders liv. Man stræber efter at blive som idealet....men det er en anden snak...
Men jeg gør det jo selv. Manipulerer med mine foto. For at gøre dem smukkere og mere perfekte. Efter at have stiftet bekendsskab med f.eks. Picasa, så sidder jeg jo der og retter alting til.
Modsat har jeg det når jeg maler og på den måde udtrykker æstetisk. Et billede er aldrig færdigt for mig. Jeg har lært ikke at være bange for at sætte en streg eller klaske máling på, selv når jeg synes at et billede er mest perfekt.
Af samme grund synes jeg også at de mindre børns tegninger er de mest sigende og flotte. Når først de bliver ældre...omkring de 8 år, så er det min mening at alle viskelædre skulle fjernes fra især pigerne. Her bliver de alt for beviste og selvkritiske...og i virkeligheden er det jo synd. Billeder skal ikke være smukke for at kunne sige noget!
@ - kært barn har mange navne
Når man tænker på hvor lille verden er blevet med internettet, så er det alligevel utroligt sjovt at tænke på, hvordan en så lille en ting, som
@, kan blive betragtet på så mange måder. Det er da imponerende *S*
Læs herEn formiddags tanke på en regnfuld søndag
Fortælling med tekst og billeder
Så fik jeg lavet min historie færdig...og nu kan jeg se, at jeg vist er kommet til at lave opgave 3 og 4 i en og samme øvelse. Men det er forhåbentlig ok... Og så spare jeg tid på et senere tidspunkt. For det har virkelig taget meget tid.
For det første kan jeg godt mærke, at jo ældre jeg bliver, jo svære har jeg ved at digte og fantasere. Man tænker nogle gange så meget over tingene, at det bliver besværligt - øv hvor er det ærgerligt!
Frøen Funder og hans kurv fandt jeg i Flickr. Og min lykke var gjort, da jeg fandt ud af, at jeg kunne få balloner inde i PaintShopPro...Det var nemlig ikke nemt at skulle klippe ballonsnorerne ud...pyhha sved på panden.
Og så gik det store klippe- og viskeprojekt igang. Da en af de effekter vi havde lært bl.a. var den med at få tingene til at bevæge sig, fandt jeg det helt naturligt at bruge den også. Og da jeg synes det var meget sjovt, efter at have lavet mine fisk, så var det blot sjovt at gøre brug af den igen.
Landskaberne jeg har ladet Funder flyve rundt i, er mine egne billeder fra Als og Sicilien...og egentlig kan historien da godt minde lidt om mig selv...altså "ude godt, men hjemme bedst" *S*. Ha ha så fik jeg fortalt om mig selv i en æstetisk proces.
Hvis jeg skal sætte et ord på perioden...tja, så må det være "Æsel"... Jeg er blevet ved og ved og ved...indtil det jeg gerne ville have frem, lykkedes mig. Og så har jeg da også måtte gå lidt på kompromis med mig selv, for at blive færdig.
På baggrund af opgavernes sværhedsgrad, så er det min opfattelse at det kræver en vis kognitiv udvikling for at kunne deltage i en sådan aktivitet. Så det nytter ikke noget at starte med alt for små børn. Jeg vil tror at det kunne være sjovt at prøve med 1. 2. og 3. klassesbørn.
Hvis man arbejder med billeder fra Flickr eller andre steder på nettet, er det for det første vigtigt for børnene at vide, hvor de må tage billeder fra. Og desuden er det også en lille smule kringlet at forstå forskellige processer omkring bearbejdningen af et billede, f.eks hvordan man ændrer størrelse og hvorfor.
Den pædagogiske metode for at forklare børnenen så komplicerede ting (som måske slet ikke er komplicerede for dem, når det kommer til stykket) må være den, at forklare sig samtidig med at man viser hvordan det rent fysisk gøres.
Da frøen Funder fandt sit hjem.
Der var en gang en lille frø, der hed Funder. Funder var meget ked af det, for han var en dag blevet fanget i to små drenges fiskenet, ved det vandhul han boede. Da drengenes far bad dem sætte frøen ud igen, satte de ham ved en fejl af ved havet.
Funders højste ønske var at komme hjem igen, men han vidste at hans små ben var alt for små til at klare turen, så nu øvede han sig i at flyve, ved at sætte af og hoppe rigtig højt. Men lige meget hjalp det. Hver gang endte han med et kæmpe plask ude i vandet.
Men en aften, mens han bedrøvet sad og kiggede ud på den smukke solnedgang skete der noget dejligt. En flok balloner kom flyvende forbi og da de så hvor ked af det Funder var, besluttede de sig for, at hjælpe ham.
Tidligt den næste morgen kom ballonerne for at hente Funder. De havde bundet en kurv i enden, så Funder kunne sidde der og holde udkig efter sit hjem.
De fløj højt op og det killede lidt i maven på Funder når han kiggede ned.Og det var meget spændende alt det han kunne se oppefra. Alt det der normalt virkede enormt stort for ham, var nu bitte bitte lille. Han følte sig som en kæmpe, når han sad der og kiggede ned på storbyen.
De fløj forbi storbyer, templer...
...og høje tårne.
Pludselig så Funder en, han mente han kendte. "Hej Hest", råbte han "Godt at se dig. Kan du hjælpe mig med at finder den rette vej hjem?"
"Muh", sagde Koen. " Jeg er ikke Hest, jeg er Ko og jeg kender ikke den rette vej hjem. Men jeg ved hvor du kan finde Hest" sagde han og pegede ind mod skoven med sine horn. Funder råbte "Tak" til sin nye ven og skynde sig videre.
Og ganske rigtigt. Ved skovbrynet stod Hest. Funder kunne nu føle en rigtig god fornemmelse i maven. Nu vidste han at han var på rette vej. 
Hest var også glad for at se Funder. "Hvor har du dog været?" spurgte han. Og Funder måtte fortælle om sin lange rejse.
Bagefter viste Hest, hvor i skoven Funder og Ballonerne skulle flyve ind, for at komme hjem.
Ballonerne susede så hurtigt de kunne igennem skoven, med Funder dinglende i kurven, så han blev næsten helt svimmel.
Endelig var de fremme. Funder følte sig så lykkelig at han var næsten ved at græde. Han anede ikke hvad han skulle gøre for Ballonerne til gengæld. Men Ballonerne var glade på hans vegne og at se ham så glad, var hele turen værd. Deres fælles eventyr var endt lykkeligt. De vinkede farvel til hinanden og lovede hinanden, at de en dag skulle ses igen. Og hvem ved...måske lærer Funder en dag at flyve *S*
En ny Warhol...øvelse 2
Denne her opgave, fandt jeg ikke helt let... Men der kom da lidt "Popart" ud af det... Men jeg har brug for mere øvelse - når der bliver tid *S*
Hoppet med på en bølge
I am 47% Internet Addict.
I could go either way. Deep into the madness of nights filled with coding CGI-Scripts and online role playing games, or I could become a normal user. Good luck!
Nu er jeg hoppet med på bølgen af denne test, som Lis og Yvonne har sat igang... Tja 47 %. Jeg tror ind i mellem at det kan virke på andre, som om at vi nærmer os de 90%. Jeg hører vist ikke altid lige godt efter, hvis der bliver talt til mig, mens jeg sidder her...ups
Så kom der gang i collagerne
Hvordan kan vi bruge teknologien i det uformelle læringsrum?
Som det fremgår af Carsten Jessens artikel
"Uformelle læringsrum",så diskuteres det meget hvorvidt og i hvilket omfang teknologi kan virke styrkende og medvirkedne til at skabe nye muligheder i pædagogiskesammenhænge og ikke overrraskende bliver debatten stadig mødt med megen skebsis.
På trods af at vi lever med de digetale medier som en implementeret del af vores hverdag, så er det som om,at man hele tiden er på vagt, fordi man ikke ønsker at lade sig styre at denne tekniske verden.Men vi kan ikke bremse udviklingen, og om vi vil det eller ej, så er it og digitale medier udvilingen og vejen frem.
Set i lyset af denne udviling stiller Carsten Jessen det aktuelle og meget relevante spørgsmål,
om det ikke er på tide, at vi i daginstitutionerne påtager os anvaret for denne udvikling?
Bør vi ikke være med til at give alle børn de samme muligheder og rettigheder for at kunne klare sig i den teknologiske verden vi alle er en del af?
Spørgsmålet er, hvordan vi kan bruge teknologien som et pædagogisk værktøj?
Uformel læring er den mest udbredte form for læring. Her er intet fastlagt mål med aktiviteten. Det er de selvvalgte prioriteter og kreativiteten, der er de drivendekræfter for læring.Læring igennem deltagelse, er dem mest udbredte måde at lære på. Man kan altså forledes til at hævde, at den bedste læring sker igennem leg i fællesskaber. Vi skal huske på hvordan børn påvirkes af voksnes værdier. Derfor mener jeg, at vi bør se det som vores pligt, at følge med tiden og i denne sammenhæng teknologiens udvikling. Vi bør vende denne udvikling til noget positivit, så vi selv bliver bedre til at forstå og udnytte teknologiens muligheder. Dette giver os et bedre grundlag for at lære fra os og vi kan være medvirkende til at give børnene nogle færdigheder, som de kan bruge i deres læring.
Man behøver som pædagog ikke, som
Lis også er inde på, at gøre sig til eksperter på området. Men kan vi i fælleskab med børnene virke udviklende og vi kan give børnene noget baggrundsviden samt redskaber, der kan give dem et større potentiale samt kompetence for, at deltage aktivt i fællesskaber.
Vi vil på denne baggrund kunne opleve hvordan børnene udnytter deres fulde læringspotentiale, da der vil opstå en balance mellem deres færdigheder og de udfordringer de stilles over - der vil opstå et
flow.
