Alfabetet med Mediator
Lidt teori omkring det der ligger til grund for vores tanker med projektet:
Piaget beskriver barnets forståelse af verden ud fra kognitive skemaer der viser, hvordan barnets erfaringer på en systematisk måde organiseres.
Piaget kalder 2-7 års alderen for Den præoperationelle fase, og det er i denne periode, at barnet udvikler og får større herredømme over sproget. Barnets tankegang er dog stadig meget intuitiv, dvs. at den er umiddelbar og ikke logisk og den er afhængig af en direkte iagttagen.
Indlæring og udvikling sker ved, at barnet selv handler og håndterer ting i sin omverden og via sine erfaringer opbygger det langsomt en forståelse af verden, hvilket gradvist gør det bedre til at fungere. Her taler man om to mentale funktioner: assimilation, hvor nye sanseindtryk optages i allerede eksisterende skemaer, og akkommodation, hvor eksisterende skemaer, måder at se verden på, revideres på baggrund af ny erfaring man gør sig.
Den kulturhistoriske skole repræsenteres af bl.a. Vygotskij, Leontjev og Elkonin og de ser på udvikling ud fra et virksomhedsteoretisk perspektiv, dvs. at udviklingen sker på baggrund af et dialektisk samspil mellem individ og omverden. I en udviklingsfremmende aktivitet er der således overensstemmelse mellem motiv, proces og mål.
Hvis børn får en god oplevelse i forbindelse med indlæring - at de får succes og at det er sjovt virker motiverende og der vil opstå et flow i indlæringsprocessen.
På baggrund af ovenstående teorier har vi prøvet at sætte et program sammen, hvos man med leg (måske) bliver motiveret til at lære alfabetet og man opdager at kunne relatere de forskellige bogstaver til dyr med sjove lyde.
Ikke alle børn har de samme gode forudsætninger for god sprogtilegnelse og det er vigtigt at vi voksne er opmærksomme herpå.
Med indførslen af læreplaner er der måske også en chance for, at færre børn med vanskeligheder bliver overset og man kan hjælpe dem på vej allerede meget tidligt - hvis man har de rigtige indfaldsvinkler og værktøjer til det.
Jeg føler at jeg har brug for noget mere anatomisk viden - f.eks: hvordan fungerer hjernen, stemmebånd og strube når man taler og skal lære at tale. Og derudover kunne nogle talepædagogiske kompetencer nok også komme en til gavn hvis man skal hjælpe børn med sprogvanskeligheder på vej.
Men
målet med projektet er i første omgang at finde en sjov måde at lære alfabetet at kende på.
Emnet skal formidles på en sjov måde samtidig med, at det giver børnene en viden.
Som tidligere nævnt så henvender vi os til
børn i den tidlige skolealdre - det er her alfabetet skal læres.
Som
værktøjer har vi brugt:
Audacity
Paint shop pro
mediator
www.Flickr.comwww.findsounds.comSom stil og layout har vi valgt noget sjovt med gode farver og bevægelse. Lyde der både er sjove og virkelige og billeder der er reele.
Storyboard
Det handler om ABC og noget man kan relatere det til.
Flowchart
Man kan navigere mellem billederne ved hele tiden at kunne komme frem og tilbage til "ALFABETET"
Hvis børnene skulle have været med til selv at lave programmet, tror jeg på et endnu større motivationsniveau til at lære alfabetet. Så skulle de selv være med til at finde billeder og lyde til hvert bogstav og sætte det sammen, hvilket kunne være en rigtig sjov proces :)
Interaktiv fortælling med mediator. Pige- og/eller drenge aktivitet
Så er KOL-opgaven ved at være på plads og Malene og jeg kan nu endelig fordybe os i de spændende hængepartier, der ligger og venter på os.
MEDIATOR-projektet er hermed skudt igang *G*
Vi har lavet en brainstorm.
Flere emner var på banen så som, et "trafik"- projekt, for børn i børnehaven, der skal lære at begå sig i lokalområdet, eller et "tandbørste"-projket for slikglade børn, der ikke kan lige huler i tænderne. Men valget faldt på et "lær alfabetet"-projekt, fordi at vi har kendskab til nogle børn, der har svært ved at lære bogstaverne. Derfor vil vi gerne finde en sjov måde hvorpå det kan gøres, da vi mener at det letter indlæringsmulighederne.
Vi har tænkt os at bygge projektet op omkring Leg og læring, med teorier som Piaget kognitive udviklingsfaser og "Den kulturhistoriske skole" med bl.a. Vygotsky og Leontjew som grundlæggere og hvor leg og læring er grundbegreber.
I dag har vi fordelt opgaverne. Malene er billedproducent og har fundet nogle flotte
billeder.
Jeg er lydproducent og har fundet lyde.
Målet med opgaven skal være at lære børn alfabetet på en sjov måde.
Målgruppen er børn i den tidlige skolealder
Vi vil formidle og forhåbentlig skabe flow i læringsprocessen ved at underholde.
Nu har vi travlt hvis vi skal nå dte inden på fredag *S*
Jeg er her...og har ikke glemt jer!
Kære alle.
Jeg vil bare lige sige, at jeg er her, men at jeg sidder med svedperler på panden og skriver på min interne KOL-opgave. Da den p.t. ligger højest på prioriteringslisten, så kommer jeg desværre til at sakke lidt bagud med alt det andet jeg også skal nå...Den tager nemlig alt min tid!
Så hvis ikke jeg giver lyd fra mig, så er det ikke fordi at jeg har glemt jer ;)
Mange hilsner
A-M
Refelksion over ugen med Carsten som gæstelærer på Blogger
Jeg synes at det har været en meget spændende uge med Carsten som gæstelærer g det var nogle gode og relevante emner der blev tager op. Udgangspunktet var, "Hvad laver børn på nettet". Vi kom vidt omkring. Vi diskuterede bl.a. børns forbrug rent tidsmæssigt af nettet, for lidt og for meget. Vi snakkede om pædagogens rolle på nettet og i dette tilfælde specielt på Arto.
Der blev snakket om hvordan børn vælger at besriver dem selv, samt risikoen for at blive udleveret og misbrugt. Og i forlængelse af det kom vi også ind på kommunikationsformer.
Jeg synes at et meget vigtigt emne, er hvordan vi hjælper børn med at passe på dem selv. Det er jo dette emne, der ofte er op til debat og medfører at samfundet og ikke mindst vores fremtidige kolleager og forældre kigger med skepsis på hvad vi en dag kommer med og gerne vil dele med dem.
Jeg foreslår at vi laver et forum hvor vi diskuterer enmet ud fra et oplæg, på lige fod med det vi gjorde i Carstens blog... Det var inspirerende og meget givende
Animation med lyd
HURRA så lykkedes det endelig og jeg kan ikke få armene ned. Tak specielt til dig Malene :)
Det har været en kamp at få det til at lykkes og har siden fundet ud af, at det jeg ville have skulle ske...eller mente at der skulle ske, det kan slet ikke lade sig gøre. Jeg har lagt ufattelig mange lydfiler og billeder ud på min podcast og troede i første omgang at jeg ikke kunne finde ud af at lave mp3 filer. Det kunne jeg så alligevel fandt jeg ud af.
Så blev jeg forvirret, da Helen skrev til mig, at det så godt ud inde på i min podcast. Kunne hun se (høre) noget jeg ikke kunne?
Derefter valgte jeg at ændre motiv...jeg var ved at være træt af at se på en frø, der ikke ville gøre som jeg ville have det...og som en god pædagog (mener jeg) så så jeg i øjnene at vores kemi ikke passede... Sådan kan det jo også forekomme i den virkelige verden...at man må opgive "kampen" med et barn og lade sin kollega tage over, fordi kemien simpelthen ikke passer. Det er efter min mening ikke en faliterklæring, men snarre et tegn på at man er professionel og reflekterer over sine handlinger.
Men med ham på billedet og mig...der virker kemien! så ham lader jeg ikke sådan overlade til en kollega;) *G*
Enden af det hele blev dog, at den Helen har redet det hele ved at give en html-adresse, hvori jeg skulle sætte min lydfil-adresse ind - og så blev det flot.
Jeg tror at jeg vil sige til Lis og Helen, at det er det første de skal udlevere de næste hold, der skal lave lydfiler... Men det kan jo også være at jeg har overset den i mine manualer...synes ellers at jeg har fulgt dem til punkt og prikke..!?
ord på perioden = chili
"Hvad laver børn på nettet?"
Jeg var meget betænkelig....jeg kunne ikke rigtigt blive enig med mig selv om, hvor god en idé jeg synes det var, det der med at lave en profil i
ARTO, for at blive klogere på, hvad børn laver på nettet. Jeg synes det var at blande sig i noget der ikke kom mig ved.
Men jeg gjorde op med mig selv, at hvis bare jeg fra starten fortalte de unge mennesker hvad min hensigt var...så var det ikke "kriminelt", hvis man kan kalde det det.
Da jeg havde oprettet min profil, kunne jeg efter en times tid se, at der havde været en 10 stykker inde og kigge. Dem besluttede jeg at en ansøgning til og håbede at de ville acceptere mig som deres ven.
Jeg gik på opdagelse og skrev bl.a. et indlæg i en debat som en ung gut havde sat i gang. Det handlede om at han mente at misbrugere selv måtte betale deres behandlinger. Endnu engang var jeg meget itvivl om, hvorvidt det var korrekt af mig at blande mig. Og overvejede meget hvad min rolle i dette forum var. Jeg var jo ikke på besøg som en belærende pædagog med en løftet pegefinger.
Derfor besluttede jeg mig for at stille spørgsmål i stedet for at kommenterer for meget af det der blev skrevet og lod ikke min mening skinne for meget igennem.
Efter min første bemærkning ventede jeg nærmest med hjertebanken på at der skulle blive svaret - og der gik laaaang tid. Jeg blev helt bange for, at jeg havde ødelagt noget for drengene. Men pludselig var der svar og på et tidspunkt blev jeg endda også sat på plads... Vi diskuterer stadig lidt *S* - ind i mellem voldsomt *G*
Da jeg senere kiggede i min gæstebog opdagede jeg, at mange af dem jeg havde ansøgt som venner, havde spurgt mig om hvem jeg var og hvorfor jeg havde ansøgt. Ups tænkte jeg...tænk nu hvis de ikke accepterer mig.
Jeg fortalte dem hvem jeg var, og hvad min hensigt med at være i ARTO var; at undersøge hvad børn og unge laver på nettet. Jeg skrev også til dem, at jeg egentlig ikke følte, at det var mit "rum", men jeg håbede at de ville hjælpe mig lidt på vej. Og hvor var de bare søde!
De var enige om, at det måske var lidt mærkeligt, at jeg var der, men de synes også at det var en rigtig god idé, at jeg gerne ville blive en klogere pædagog *G*.
Jeg har spurgt dem om, hvad de lavede og alle svarede først og fremmest, at de chatter med vennerne og får nye venner. Men nogle af den spiller også spil og deltager i debatterne.
Noget af det jeg har lagt specielt meget mærke til, er de unges behov for at fortælle om dem selv. Bare tag et kig i ders profil.
Humør: "Det gør så ondt inden i" - ta' lige den! Jeg blev da nødt til at spørge til den stakkels fyr. Og han havde VIRKELIG ondt i hjertet. Kærestesorg alla grande. Og pludselig sad vi der og snakkede om hvor dårligt han havde det og hvad han kunne gøre for at få det bedre.
Her i chatten har de rigtig mulighed for at sætte ord på deres følelser - som til tider måske godt kan være lidt svært - og her er der måske hjælp at hente fra en der gider at lytte. Men jeg må til gengæld sige, at jeg ind i mellem havde fornemmelsen af at de udleverede sig selv lidt for meget. Dette gør mig ked af det, da deres indlæg om dem selv jo er skrevet i dybeste alvor. Jeg tænker, at nok synes jeg ikke, at vi skal blande os for meget, men alligevel er der ikke noget i vejen for, at vi lærer børn om hvad der er ok og ikke ok at skrive om sig selv på nettet.
To af børnene spurgte jeg om, hvad deres forældre mente om, at de brugte så meget tid på nettet med at chatte. Det havde ingen af forældrerne noget at sige til.
Jeg spurgte også en af pigerne hvad hun mente om, at voksne logede sig på Arto og hendes svar var, at det måtte de da selv om, man kunne jo selv om, om man gad svare dem!
Det er min opfattelse at chatrummet både er et sted hvor børn meget hurtigt kan danne nye venskaber, men de kontrollere først om man er en good-guy inden de accepterer. Det er desuden et sted hvor børn kan lære, at det er helt ok, at man giver sin mening til kende, samt de lærer at argumentere for deres meninger.
De lærer også meget rent sprogligt, da det jo kræver en hvis sproglig kompetence for at kunne følge med i fællesskabet.
Men ud over chatrummene, så er det jo fantastisk også at se hvordan børn bruger nettet til at udfolde sig kreativt på herlige hjemmesider, hvor de vha egen frie fantasi har kreeret og ladet sig selv komme til udtryk.
refleksioner over artiklen "Animerede fortællinger i streg og voks"
Jeg sidder og tænker, at det lige præcis er DET her jeg skal ud og bevise for mine fremtidige kollegaer. Jeg skal ud og gøre dem bevidste om, hvordan medier kan bruges til at udvikle børns kompetencer, både personligt, socialt, sprogligt, finmotorisk samt læring om kulturelle værdier og udtryksformer.
Jeg er jo nok lidt fordomsfuld og er af den overbevisning, at mange af nutidens pædagoger af frygt for at deres egne kompetencer ikke slår til, vil være afvisende overfor at bruge computere og ander former for medieskabende redskaber. Og det er jo brand ærgerligt netop fordi der ligger så mange muligheder i det, samtidig med at børn interesserer sig for det.
Det at der er nogle voksne, der her har hjulpet børnene i gang og har instueret dem i hvordan de skal håndtere bl.a. et videokamera (og herved har givet børnene et godt grundlag for at komme i gang) gør, at der opstår en spændende læringsproces. Børnene er skaberne og med de kompetencer de har tilegnet sig, opstår der et flow, da der er overensstemmelse mellem deres færdigheder samt de udfordinger de bliver stillet.
I og med at de vosken trækker sig en smule i baggrunden gør, at børnene "tvinges" til at løse opgaverne med hjælp fra hinanden - og det er de rigtig gode til.
Refleksion over "Historiske kvindeskikkelser som billede og forbillede"
Meninger med billeder er aldrig ligegyldige. der har altid været en hensigt med værket fra afsenders side, hvad enten det så er for at fortælle noget specifiks, eller at man i et øjebliks kedsomhed ubevidst har lavet en tegning.
Det er jo fantastisk hvad man kan udtrykke v.h.a forskellige æstetiske processer.
Johanne snakkeker meget om symboli i forbindelse med sin analyse af diverse billeder. Og det er også det jeg synes er meget spændende at kigge på, når jeg kigger på billeder og malerier.
Selv maler jeg abstrakte malerier og er derfor særlig opmærksom på kunstværker af den slags. For mig er det interessant at kigge på farvesammensætningen, samt skjulte motiver i billedet. Her ud fra prøver jeg bl.a. at forestille mig, hvilken sindsstemning kunsteren har været i i øjeblikket eller laver som Johanne historier inde i mit hovede. Fra mig selv ved jeg, at der er stor forskel på billeder, alt efter ens humør.
Johanne snakker om evnen til at leve sig ind i ting og bygge videre på et billedes historie med sin fantasi. Tænk på hvor mange historier et billede kan fortælle, hvis man bad en flok børn beskrive det ud fra deres egen fantasi...
En anden ting jeg kommer til at tænke på i forbindelsemed interviewet er, hvilken manipulerende effekt billeder også kan have og det er interessant at se, hvordan de kan styre!
Johanne siger om kvinderne på malerierne
"De prøvede jo virkellig at iscenesætte sig selv og de prøvede at flette alle mulige symboler ind i malerierne, som viste, hvor magtfulde og store de var". De gjorde det allerede dengang - og vi gør det endnu mere nu.
Tænk på alle modebladene som styrer mange, specielt unge kvinders liv. Man stræber efter at blive som idealet....men det er en anden snak...
Men jeg gør det jo selv. Manipulerer med mine foto. For at gøre dem smukkere og mere perfekte. Efter at have stiftet bekendsskab med f.eks. Picasa, så sidder jeg jo der og retter alting til.
Modsat har jeg det når jeg maler og på den måde udtrykker æstetisk. Et billede er aldrig færdigt for mig. Jeg har lært ikke at være bange for at sætte en streg eller klaske máling på, selv når jeg synes at et billede er mest perfekt.
Af samme grund synes jeg også at de mindre børns tegninger er de mest sigende og flotte. Når først de bliver ældre...omkring de 8 år, så er det min mening at alle viskelædre skulle fjernes fra især pigerne. Her bliver de alt for beviste og selvkritiske...og i virkeligheden er det jo synd. Billeder skal ikke være smukke for at kunne sige noget!
